Mens banderne NNV og Brothas lå i konflikt i efteråret 2019, blev tre pistoler i smug fragtet ind fra Sverige.

To mænd med relation til NNV er for længst dømt, men spørgsmålet er nu, om også et højtstående bandemedlem kan dømmes i sagen.

Hemin Dilshad Saleh anses af politiet for at være daværende leder af gadebanden og er nu tiltalt for at have beordret indsmuglingen.

Fredag blev han ført ind i den særligt sikrede retssal i kælderen af retsbygningen ved Vestre Fængsel i København.

Her nægtede han sig skyldig. Hans nærmere forklaring ventes dog først senere i retssagen.

Indsmuglingen fandt sted 9. oktober 2019, hvor en bil kørte fra København til Sverige. I bilen sad en ukendt mand med kaldenavnet "Gun" og en i dag 27-årig mand, som siden er dømt.

Pistolerne blev overdraget, og "Gun" tog toget tilbage til Danmark med pistolerne.

Også en 29-årig mand er siden dømt, da han i beskeder instruerede den 27-årige.

- Bror det kurdo der siger du skal, skrev den 29-årige til den to år yngre mand.

Da den 29-årige selv fik sin sag for retten, forklarede han, at det var "Kurdo", der bad ham kontakte den 27-årige, fordi de skulle have hentet nogle ting.

Samtidig afviste han at sige, hvem "Kurdo" var.

Københavns Byret konkluderede dog i dommen mod den 29-årige i 2025, at "Kurdo" er Hemin Dilshad Saleh.

Men da den 29-årige mand fredag tager plads i vidneskranken i rettens kælder, er forklaringen en anden.

Han bekræfter, at Hemin Dilshad Saleh rigtigt nok havde kaldenavnet "Kurdo", men det var ikke ham, der bestilte pistolerne.

- Han har slet ikke noget med det her at gøre, siger den 29-årige.

Han forklarer, at det var "et skud fra hoften", at han nævnte Hemin Dilshad Salehs navn i beskeden.

- Jeg bruger Hemins navn for at få ham (den 27-årige, red.) til at køre, siger han.

Senere under retssagen skal andre navne fra NNV også i vidneskranken.

I 2022 opløste NNV sig selv, men i februar i år skrev Ekstra Bladet, at politiet igen havde opført gruppen i dets interne register over kriminelle grupperinger.

Hemin Dilshad Saleh er ifølge Ekstra Bladet i dag en del af Hells Angels, ligesom den 29-årige, der fredag vidnede, også er det.

Et par måneder efter indsmuglingen af pistolerne i 2019 blev Hemin Dilshad Saleh et kendt ansigt i medierne.

For hans navn og foto blev offentliggjort efter en flugt fra psykiatrisk afdeling i Slagelse, hvor han var fængslet i surrogat i en sag om et overfald.

Flugten skete, da der blev indsmuglet gaspistoler i en kageæske. Pistolerne blev vendt mod personalet, og det lykkedes Saleh at flygte.

Senere blev han anholdt i Spanien og udleveret til Danmark i februar 2020.

Retssagen mod Hemin Dilshad Saleh ventes afgjort i starten af juni.

/ritzau/