En ung tilrejsende svensker er af Østre Landsret idømt fængsel i ti år, fordi han i september 2024 forsøgte at begå drab midt i København.

Han havde sagt ja til opgaven med at skyde et bandemedlem på Blågårds Plads i København.

I februar blev den 20-årige af Københavns Byret straffet med fængsel i ti år for forsøg på manddrab.

Han ankede til landsretten for at blive frifundet, men resultatet er blevet det samme.

Jan Helgesson var 18 år, da han sent om aftenen 7. september 2024 ankom til Københavns Hovedbanegård.

Herfra tog han en taxa til Glostrup, og her mødtes han med en af de to rockere, der siden har tilstået at have hyret svenskeren til at begå forbrydelsen.

I de følgende døgn fik han mad, tandbørste og tandpasta - og senere fik han også en telefon, en elcykel og instruktioner om, hvordan drabet skulle begås.

En tilfældig fra Loyal to Familia skulle dræbes.

Til sidst fik han udleveret en pistol. Han bevægede sig 9. september frem mod Blågårds Plads, men en politipatrulje stoppede ham - og den planlagte nedskydning.

I landsretten var der afsat tre dage til sagen, men to viste sig at være nok, og dommen blev afsagt tirsdag.

De to bestillere er tilknyttet henholdsvis Hells Angels og støttegruppen AK81. Begge har tilstået.

Det vakte opmærksomhed, da Østre Landsret i maj besluttede at sende sagen mod de to tilbage til Københavns Byret.

Landsretten mente, at hverken den ene eller den anden i byretten havde afgivet en uforbeholden tilståelse af, at drabsforsøget kunne starte en bandekonflikt. Derfor skal sagen gå om.

Oprindeligt mente byretsdommeren, at de to hver skulle idømmes fængsel i 16 år. Desuden blev den ene, der både er dansk og tyrkisk statsborger, frakendt sin indfødsret. Det er første gang, at dette er sket i forbindelse med en overtrædelse af straffelovens bandeparagraf.

Byretten skal bedømme sagen på ny den 28. januar næste år.

RITZAU