Retten i Glostrup har fredag idømt en 30-årig mand fire år og seks måneders fængsel for vold og en langvarig frihedsberøvelse, der blev begået i Haslev i marts sidste år.
Det skriver Vestegnens Anklagere på X.
Den 30-årige Kevin Wegeland blev fundet skyldig i sammen med tre andre mænd, der blev dømt tidligere i år, at have frihedsberøvet en mand i 16 timer.
En af de tre blev idømt forvaring, mens de to andre blev idømt henholdsvis seks og otte års fængsel.
Den 27-årige mand blev bortført fra Hedehusene 16. marts 2024. Derefter blev han kørt først til Rødovre og senere til Haslev, hvor han blev udsat for grov vold.
Blandt andet blev han skudt i ansigtet med en paintball-pistol.
Ifølge anklageskriftet blev han ramt i alt 63 gange med hårde plastikkugler i hovedet, på kroppen, armene, benene samt under fødderne.
Den grove vold gav den 27-årige flere alvorlige skader. Blandt andet blev han blind på sit højre øje.
Under frihedsberøvelsen blev offeret også forsøgt afpresset for 500.000 kroner, fremgår det af anklageskriftet.
Også offerets mor og svigerfar blev forsøgt afpresset.
Den 30-årige blev dog ikke dømt for afpresning, men for ulovlig tvang, oplyser anklager Bo Bjerregaard fra anklagemyndigheden i Københavns Vestegns Politi.
Han blev heller ikke fundet skyldig i at have deltaget i frihedsberøvelsen og volden for egen vindings skyld.
Han havde nemlig ikke indgående kendskab til offerets påståede gæld.
Da de tre andre gerningsmænd blev dømt i marts, var Kevin Wegeland blot mistænkt i sagen.
På det tidspunkt var han nemlig efterlyst af politiet med navn og foto.
I april blev han anholdt og fængslet. Siden er der blevet rejst tiltale mod ham, og fredag er han altså blevet dømt.
Han tog sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.
/ritzau/