Tidligere dømt får ny dom for farlig vold ved Hvalsø
Offer blev lokket i baghold i skovområde mellem Tølløse og Hvalsø. Retten har afvist at give forvaring.
Offer blev lokket i baghold i skovområde mellem Tølløse og Hvalsø. Retten har afvist at give forvaring.
I en sag om et overfald på en mand, der var blevet lokket i baghold ved Hvalsø, er en 26-årig mand onsdag idømt fængsel i to år.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi på meddelelsestjenesten Anklager Update.
Under sagen var der krav om, at den 26-årige på grund af sin farlighed skulle dømmes til forvaring.
Men i stedet er Retten i Roskilde nået frem til, at en almindelig frihedsstraf er det rigtige resultat.
I en tidligere sag er han dømt for mishandling og farlig vold, hvor et offer mistede to liter blod.
Den netop afgjorte sag drejer sig om en hændelse for et år siden.
Det mandlige offer blev lokket ud til et skovområde på Tadre Møllevej mellem Tølløse og Hvalsø af sin ekskæreste.
Her blev han ifølge anklagemyndigheden af den 26-årige udsat for så massiv vold, at han fik flere brud i ansigtet.
Den tiltalte har modtaget dommen.
Offerets ekskæreste, en kvinde på 24 år, er idømt fængsel i ni måneder. Hun har taget betænkningstid med hensyn til en eventuel anke til landsretten. En tredje tiltalt i sagen er blevet frifundet.
RITZAU