En 47-årig tidligere direktør er blevet idømt fem års fængsel for bedrageri og forsøg herpå.

Det skriver Retten i Glostrup på sin hjemmeside.

Den dømte er forretningsmanden Rasmus Kaasgaard Kjær Andersen.

Retten fandt det bevist, at han stod bag en række hjemmesider, som var designet til at skabe en såkaldt abonnementsfælde.

Tusindvis af forbrugere var ifølge dommen uvidende om, at de blev abonnenter og måned efter måned automatisk blev opkrævet et beløb.

Abonnementsindtægterne fra hjemmesiderne udgjorde i hvert fald knap 239 millioner kroner, har retten afgjort.

Foruden fængselsstraffen blev den 47-årige frakendt retten til "indtil videre at deltage i ledelse af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser", fremgår det af dommen.

Rasmus Kaasgaard Kjær Andersen har anket byrettens dom.

I 2023 afgjorde Højesteret, at flere af netbutikkerne skulle betale pengene fra abonnementer tilbage.

Ifølge Højesteret var netbutikkernes fremgangsmåde groft vildledende, idet kunder automatisk blev tilmeldt et abonnement, når de købte blandt andet bøger, legetøj eller elektronik.

/Ritzau/