Da Ahmed Samsam kom til Danmark fra Spanien i december 2020, havde han et møde med personer fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), hvor hans daværende advokat ikke var til stede.
Det fortæller Thomas Brædder, der dengang var advokat for Samsam i Højesteret fredag.
Højesteret har fredag taget hul på en sag, hvor Samsam har sagsøgt FE og PET for at få dem til at erkende, at han arbejdede for dem, da han var i krig i Syrien.
Det har PET og FE afvist at be- eller afkræfte.
Brædder forklarer, at Samsam landede i Danmark, og at han selv og Samsam efterfølgende kørte til et sted i Dragør i to forskellige biler.
I Dragør havde Samsam et møde med efterretningstjenesterne, hvor Brædder ikke var til stede.
Han forklarer fredag i Højesteret, at han ønskede at være til stede under mødet, men det var tjenesterne "ikke meget for".
Brædder sad i en bil og ventede, mens Samsam talte med personer fra efterretningstjenesterne.
Efter noget tid får han telefonisk kontakt med Ahmed Samsam.
- Han er meget glad og har talt med personer, han kender. Han fortæller, at de har sørget for mad og drikke. Han føler sig lettet og taget godt imod, forklarer Brædder fredag.
- Jeg spørger ham, om han har brug for noget fra mig. Han siger, at jeg bare kan tage hjem.
Thomas Brædder kan ikke huske, om der gik en eller to dage, før han så Ahmed Samsam igen.
Da var det på et besøg i Vestre Fængsel, hvor Samsam sad i en særlig sikret afdeling.
Ifølge ham fortalte Samsam, at de personer, han havde mødtes med i Dragør havde sagt, at de var ærgerlige over forløbet.
- Han var samtidig frustreret over, at han skulle placeres i Vestre (Fængsel, red.) på en særligt sikret afdeling, siger Brædder.
I 2018 blev Ahmed Samsam idømt otte års fængsel i Spanien for at have tilsluttet sig Islamisk Stat (IS).
Selv har han hele tiden hævdet, at han kæmpede med syriske oprørere og ikke IS, og at han var blevet hvervet af Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) efter sin første rejse til Syrien.
I 2022 fortalte Ahmed Samsam DR om modtagelsen, da han kom til Danmark. Her beskrev han den som en "velkomstkomité".
- Jeg var ret optimistisk. Jeg tænkte, at det her var enden. Det er her, det slutter. Mit mareridt er færdigt, det er overstået. Men jeg tog grueligt fejl, sagde han til DR.
Der ventes først afgørelse i højesteretssagen i 2025.
/ritzau/
