Thomas Larsen: Ny skandale ryster de Radikale endnu mere


Den nu forhenværende radikale leder, Morten Østergaard, erkender i et opsigtsvækkende opslag på Facebook, at der eksisterer flere sager mod ham, og at tre kvinder har klaget over, at de har følt sig udsat for “uønsket seksuel kontakt” fra hans side i festligt lag.
Ifølge Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, er Morten Østergaards indrømmelser meget dårligt nyt for et parti, som i forvejen befinder sig i en afgrundsdyb krise.
“Det er næsten grotesk, som sagen udvikler sig hos de Radikale. De har ønsket at være stormtropperne, som ville udrydde sexismen, og partiets ligestillingsordfører har for nylig kastet sig ud i et heftigt angreb mod udenrigsminister Jeppe Kofod. Men i dag står det klart, at partiets nu tidligere formand står med et helt katalog af sager med kvinder, der føler, at han har været for nærgående. Det er en meget pinagtig situation - ikke blot for Morten Østergaard, men også for de Radikale,” siger Thomas Larsen.
Han peger på, at den nye sag vil svække partiets nyvalgte leder, Sofie Carsten Nielsen.
“Hun har i forvejen været med til at dække over Morten Østergaard, da han længe forsøgte at lyve over for offentligheden og nægtede at vedkende sig, at han var manden, der placerede sin hånd på partifællen Lotte Rods lår. Dermed har hun et stort medansvar for den helt igennem forfejlede håndtering af sagen. Med Morten Østergaard nye samling af møgsager bliver det endnu sværere at genskabe troværdigheden omkring de Radikale.”
Ifølge Thomas Larsen risikerer de Radikale at blive straffet hårdt af vælgerne i den kommende tid.