Det historiske grundlovsopgør med bandegrupperingen Loyal to Familia (LTF) kan nu risikere at blive forhalet i årevis på baggrund af mangelfulde teleoplysninger. Sådan lyder vurderingen fra flere juraeksperter.
LTFs opløsningssag er den første af sin type siden Anden Verdenskrig og udgør dermed en styrkeprøve med Danmarks grundlovssikrede foreningsfrihed. Målet er at ulovliggøre Loyal to Familia, som spillede en central rolle i bandekonflikten i 2017, hvor mere end 40 skudepisoder hærgede København, og flere mistede livet.