Den kendte iværksætter Sahra-Josephine Hjorth, der på det seneste har fået heftig kritik efter en række afsløringer, kan ikke længere være næstformand for DI Digital.
Det siger en række medlemmer af organisationen til Ekstra Bladet.
Ekstra Bladet har den seneste tid afsløret, at den kendte iværksætter har pyntet sig med en ikkeeksisterende ph.d.-titel – hendes afhandling blev afvist af bedømmelsesudvalget – at en flot udtalelse fra CBS om hendes virksomhed Canopylab i virkeligheden kom fra en privat investor og aktionær i firmaet – samt at hun slynger om sig med vilde påstande om efterspørgslen under coronaepidemien.
Ekstra Bladet skriver, at avisen har været i kontakt med 15 virksomheder, der er medlem af DI Digital. Ingen af dem ønsker at bakke Hjort op, men siger i stedet, at Dansk Industri må skride til handling efter afsløringerne.
»Det bør give sparket lige med det samme,« lyder det blandt andet fra en af de virksomheder, som avisen har talt med.
Obamas danske darling
Sahra-Josephine Hjort er blevet en kendt iværksætter, efter hun blandt andet har fortalt, at platformen Canopylabs, som hendes virksomhed står bag, har en million brugere, og at flere tusind skoler rundt om i verden står på venteliste.
Platformen sælger digital læring.
Det er på ryggen af den succes, at hun har fået posten i Dansk Industri, ligesom hun er udvalgt til et lederprogram under Barack Obamas fond.
Ekstra Bladets afsløringer har dog sået tvivl om den egentlige succes, da flere tidligere kunder har fortalt, at deres forløb med platformen enten blev afbrudt eller aldrig kom i gang.
Ligeledes har Ekstra Bladet afsløret tvivlsom økonomi bag forretningen.
Hjort har afvist kritikken over for Ekstra Bladet.