Nykøbing Falster Sygehus er på vej til at blive en afdeling under Sjællands Universitetshospital i Køge. Det skriver TV 2 ØST.
Det fremgår af et punkt på dagsorden til forretningsudvalgsmødet i Region Sjælland den 6. juni, som politikerne skal nikke endeligt ja til i august.
Begrundelsen for at lægge Nykøbing Falster Sygehus ind under Sjællands Universitetshospital er, at Region Sjælland har svært ved at skaffe personale til sygehuset på Falster.
Sammenlægningen med én fælles sygehusledelse skal ifølge regionen højne det faglige miljø og sikre kvaliteten i behandlingen på sygehuset.
Medarbejderne på Nykøbing Falster Sygehus er onsdag formiddag blevet orienteret om de forandringer, der er på vej. De kommende måneder skal de faglige organisationer give deres besyv med i forhold til, hvordan en model for samarbejdet skal se ud rent organisatorisk.