Sverige vil lempe indrejserestriktioner til Bornholm
Personer, der bor eller arbejder i sundhedsvæsenet på Bornholm, får mulighed for at rejse via Sverige igen.

Personer, der bor eller arbejder i sundhedsvæsenet på Bornholm, får mulighed for at rejse via Sverige igen.

Sverige vil gøre indrejseundtagelser for personer, der bor eller arbejder i sundhedsvæsenet på Bornholm.
Det oplyser den svenske regering i en pressemeddelelse.
Ændringerne træder i kraft ved midnat.
Ved presserende familiemæssige årsager vil det også være muligt at undgå indrejseforbuddet, der trådte i kraft midnat mandag.
Her lukkede Sverige grænsen mod Danmark for at stoppe spredningen af en ny virusvariant.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) skriver på Twitter, at flere detaljer følger, når man har et fuldt overblik.
»Det ændrer ikke på behov for alternativ transport for mange via Køge-Rønne eller fly,« skriver Benny Engelbrecht videre.
Minister for nordisk samarbejde Flemming Møller Mortensen (S) glæder sig over, at bornholmerne nu ikke bliver "sundhedsmæssigt afskåret fra resten af Danmark", men der er stadig mere at gøre.
»Vi har stadig enkelte udeståender. Det gælder eksempelvis danskere med sommerhus eller ødegård i Sverige, som stadig er afskåret fra deres ejendom.«
»Det arbejder vi videre på. Og tilsvarende vil man heller ikke kunne rejse i transit til Bornholm for at tage ophold i eksempelvis et sommerhus der,« siger Flemming Møller Mortensen i en skriftlig kommentar.
Mange danskere benytter sig normalt af hurtigfærgen fra den svenske by Ystad til Bornholm, men den mulighed bliver nu åben igen for nogle danskere.
I forbindelse med grænselukningen blev en række ekstra færgeafgange den 22., 23. og 24. december oprettet mellem Køge og Bornholm.
De blev allerede udsolgt tirsdag morgen, oplyste Bornholmslinjen.
Flyselskabet SAS har også indsat flere flyafgange fra København til Rønne.
/ritzau/