En 26-årig svensk mand frikendes for anklage om at have haft planer om at dræbe en uidentificeret person med relation til banden Loyal To Familia (LTF).
Samtidig kendes en 19-årig dansk mand skyldig i samme forhold i Københavns Byret mandag formiddag. Det findes dog ikke bevist, at likvideringen skulle ske på et offentligt sted.
De to mænd har været varetægtsfængslet siden 30. oktober 2024, men mandag formiddag klokken 10.50 kan den svenske mand gå fra retssal 60 i Københavns Byret som en fri mand.
Rettens begrundelse for skyldkendelsen er, at det ikke er fundet bevist, at den 26-årige kendte til den lejemordsopgave, som han var tiltalt for.
Retten anerkender dog samtidig, at flere punkter i hans forklaring har været utroværdige.
Den 19-årige kendes skyldig, da det findes bevist, at han var ansvarlig for indkøb og koordinerede aftaler med personer, om hvad der skulle købes ind, heriblandt pistol og handsker.
Dermed mener retten, at han må have haft den fornødne viden om, hvad der skulle ske.
Retten finder det ikke bevist, at han vidste, at det var den nu frikendte svensker, som skulle begå det.
Den svenske mand har tidligere forklaret, at det var et kokainrus, der ledte ham fra den svenske by Göteborg til København sidste efterår.
Han var blevet lovet 300.000 kroner for en ukendt opgave, som han aldrig fik specificeret, da han ville snyde, dem der havde hyret ham.
Det ville han gøre, når han havde modtaget halvdelen af de 300.000 kroner, som han var lovet ved ankomsten til København.
- Jeg tænkte ikke på opgaven. Jeg tænkte kun på pengene.
- Jeg var høj på kokain og tænkte, at der var flere penge til kokain, sagde han under det første retsmøde 3. september i år.
Ved ankomsten til Danmark fik han 17.000 kroner i første omgang, senere fik han 2000 kroner samt tøj, telefon og elcykel.
Da han stadig ikke havde fået sine 150.000 kroner, overvejede han at tage hjem til Sverige.
Den 19-årige dansker har tidligere indrømmet i retten, at han har solgt narko, men har nægtet sig skyldig i planlægning af drab.
Der ventes dom til den 19-årige senere mandag.
/ritzau/