En svensker blev sent fredag eftermiddag anholdt i Københavns Lufthavn i Kastrup med omkring to millioner kroner i fremmed valuta i sin kuffert.

Det oplyser Københavns Politi.

»Han er på vej til Istanbul, da pengene bliver fundet i hans kuffert. Han er nu anholdt, sigtet for hvidvask og bliver i morgen fremstillet i grundlovsforhør,« siger vagtchef Espen Godiksen fredag aften.

Manden føjer sig til en stribe af svenskere, der i løbet af året er anholdt med store pengebeløb i lufthavnen.

I år har der indtil nu været cirka ti lignende sager om transport af kontanter ud af lufthavnen i Kastrup, oplyste vicepolitiinspektør Peter Reisz i Københavns Politi torsdag.

Et fællestræk er, at alle pengebudene har haft billet til Tyrkiet.

I alt er omkring 20 personer blevet sigtet i de mange sager, hvoraf nogle drejer sig om flere millioner kroner.

For eksempel blev syv svenske statsborgere anholdt 30. september med i alt 12 millioner kroner.

Nogle af transporterne blev afsløret i februar, men trafikken fortsætter altså på trods af anholdelser og varetægtsfængslinger.

To mænd, der blev afsløret i februar i år, er blevet tiltalt for en lang række pengerejser til Istanbul. I alt skal de have bragt, hvad der svarer til 45 millioner kroner, til Tyrkiet, hævder anklagemyndigheden.

/ritzau/

Få borgerlige råd fra Tom Jensen

I nyhedsbrevet »Borgerlingske« giver ansv. chefredaktør Tom Jensen hver uge sit bud på, hvad borgerlige danskere med fordel kan interessere sig for lige nu.