Svensk togselskab vil tage kampen op med DSB – medbringer populær togvogn
De kommende år vil Snälltåget etablere daglige ruter til Hamburg og Aarhus.

De kommende år vil Snälltåget etablere daglige ruter til Hamburg og Aarhus.

Næste år vil Snälltågets hvide vogne ikke blot fare gennem Danmark om natten på vej fra Stockholm til Berlin.
Det svenske togselskab har fået grønt lys til at køre op til to daglige dagtog mellem Malmø og Hamburg – og i modsætning til nu vil der også blive solgt billetter mellem stationer internt i Danmark.
»Vi har fået grønt lys,« siger kommerciel chef Marco Andersson til mediet Kollektiv TrafikForum.
Derudover er det planen, at Snälltåget vil køre tog mellem København og Aarhus – med mulig forlængelse af enkelte tog til Helsingør.
Det skal gerne ske, når den østjyske længdebane er elektrificeret ved udgangen af 2027.
I første omgang har det svenske selskab adspurgt om muligheden for at køre på ruten, siger Marco Andersson til Politiken. En grundigere analyse og forretningsplan skal udarbejdes i løbet af i år:
»Baggrunden er den store efterspørgsel, vi på ser på internationale rejser – ikke mindst vores nattog. Med dagtog kan vi nå andre målgrupper og markeder,« siger han.
Med sig fra det svenske har Snälltåget den populære restaurantvogn, som er en del af togselskabets koncept.
Kun en gang før har et selskab forsøgt at bryde DSBs monopol på intercity-trafikken i Danmark. For ti år siden drejede det sig om det ligeledes svenske togselskab SJ, som forlængede tog fra Stockholm til København videre til Odense.
Dén strækning blev dog stoppet igen efter mindre end et år.