Supersygehuse skrumper og får færre senge: Patienter frygter massiv overbelægning

De kommende supersygehuse får endnu færre senge, end det tidligere har været forventet og budgetteret med, viser en status. Patientorganisationer slår alarm: Det vil gå ud over ældre medicinske patienter. Vi kan klare os med færre senge, lover regionerne.

Forud for coronaepidemien kom der år efter år tal fra sundhedsmyndighederne, som viste, at især mange medicinske afdelinger måned efter måned kørte med overbelægning, og at der i 2018 og i 2019 nærmest permanent var flere patienter indlagt, end der er normeringer til. For eksempel kunne man i foråret 2019 se, at afdelingen for infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital konsekvent havde overbelægning fra fem og op til 19 dage om måneden i hele 2018 samt de første to måneder af 2019. Ritzau Scanpix

De kommende supersygehuse kan blive ramt af massiv overbelægning, hvor patienter må placeres i senge på gangene eller presses sammen på stuer i større antal, end stuerne er beregnet til.

Problemer med at få økonomien til at hænge sammen i de ambitiøse byggeprojekter til i alt cirka 50 milliarder kroner betyder, at der skæres i antallet af senge på supersygehusene, som vil få markant mindre kapacitet til indlagte patienter end oprindelig planlagt.