Hver ottende i køen til TestCenter Danmarks pcr-test-centre er nu smittet, og testkøerne udgør nu en reel smitterisiko. Mandag nåede de officielle smittetal op på 16,164, og positivprocenten nåede over 12,4 procent. Smitten er nu så udbredt, at sundhedsvæsenet ikke længere er den eneste bekymring.

»Når vi har så mange smittede, er der mange ting, der ændrer sig i forhold til tidligere i pandemien,« siger lektor og forsker i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet Viggo Andreasen. Han forudser, at sygehuskapaciteten, som har været det, hele pandemihåndteringen har styret efter siden foråret 2020, ikke bliver den eneste store bekymring i den nærmeste fremtid.