Godmorgen kære læser.

I dag skal vi runde seneste nyt i debatten om børn og skærme, hvor en ekspert mener, at statsministeren risikerer at gøre danske børn og unge en bjørnetjeneste.

Så skal vi et smut forbi Sundhedsstyrelsen, der tager et nyt tiltag i brug i håbet om at gøre det nye skoleårs fester en hel del mere ædruelige, end de plejer at være.

Dagens nyhedsoverblik starter dog med en helt anden sag. Velkommen til.

Borgmester raser over letbanekaos: »Fuldstændig utilstedeligt«

Høje lyde fra maskiner og køretøjer midt om natten. Det er, hvad beboere ved Lyngby Torv har måttet lægge ører til i maj.

Selskabet Hovedstadens Letbane har udført natarbejde på torvet i forbindelse med anlægget af den nye letbane – det er ikke gået ubemærket hen.

Og nu viser det sig, at en af selskabets entreprenører har udført natarbejde på Lyngby Torv på to datoer i maj uden at have fået dispensation af Lyngby-Taarbæk Kommune.

Der er kommunens borgmester, Sofia Osmani (K), stærkt utilfreds med.

»Jeg synes, at det er fuldstændig utilstedeligt, og jeg synes, at det er et udtryk for en manglende respekt for de beboere i området, der i forvejen er voldsomt hårdt plaget af anlægsarbejdet,« siger Sofia Osmani.

Hovedstadens Letbane beklager fejlen og vil nu gå gang med at undersøge sagen med deres entreprenør.

Du kan læse om konflikten her.

»Eksotiske« livreddere skal til Nordsjælland

De nordsjællandske livreddere har tænkt kreativt i rekrutteringen af personale frem mod sommersæsonen.

For at sikre nok personale har de nemlig kigget langt og fået et hold australske livreddere til at tilbringe sommeren i det danske.

Det fortæller John Mogensen, der er cheflivredder i Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste til TV 2 Kosmopol.

»Jeg har lavet et work-holiday-program med australske livreddere, så jeg får en 10-11 stykker herop. De kommer i slutningen af juni og bliver her i tre-fire uger. Det er der, jeg typisk er i bekneb,« siger han.

Sidste år manglede der så mange livreddere, at John Mogensen var i tvivl om, hvorvidt han kunne bemande alle strandene.

Du kan læse mere om det nye tiltag her.

Lektor om Mette Frederiksens udsagn: »Det er det dummeste, man kan gøre«

De seneste måneder har debatten om børn og skærme skabt stor interesse i befolkningen.

Nu er statsministeren kommet med på vognen, og hun mener også, at mobiltelefonen er roden til meget ondt.

Hun mener, at der skal reguleres, passes på de unge, og at telefonerne helt skal ud af folkeskolen. Men den holdning kan være skadelig for vores børn, mener Jesper Tække, der er lektor i medievidenskab på Aarhus Universitet.

Jesper Tække kalder Mette Frederiksens ord for en »bjørnetjeneste«. Han mener, at det vil være en »katastrofe« for børn, hvis man begrænser de digitale medier for vores børn eller tager skærmene mere ud af skolen.

»Det er det dummeste, man kan gøre i et samfund, som er digitaliseret, og hvor børnene skal uddannes til at indgå i et arbejde, der hænger sammen med de digitale medier,« siger lektoren.

Han mener, at mistrivslen hos børn og unge skal findes et helt andet sted.

Læs historien her.

Kurven for mistrivsel steg, netop som iPhonen blev lanceret

Og vi bliver lidt ved samme emne.

Samtidig med at skærme og sociale medier er blevet udbredt, er andelen af unge, der mistrives eksploderet.

Tal fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – VIVE – viser, at danske børns og unges trivsel dykkede fra 2009 til 2021, altså samtidig med at de bruger langt mere tid foran skærmen.

Seniorforsker Mai Heide Ottosen fra VIVE har stået i spidsen for den store rapport Børn og Unge i Danmark, der udkommer hvert fjerde år.

Hun vil »helt sikkert ikke afvise en sammenhæng« mellem skærmenes udbredelse og faldet i trivsel.

Men hun kan heller ikke påvise den.

»Det er nærliggende at drage den konklusion, men nogle gange handler det også om hønen og ægget. Er man på skærmen, fordi man er ensom? Eller er det omvendt?,« siger hun.

Læs hele Berlingskes artikel her.

Sundhedsstyrelsen: Indfør to måneders stop for alkohol til fester

Og så er vi nået til historien bag dagens overskrift.

Hvis det står til Sundhedsstyrelsen, skal det være alkoholfrie drikkevarer, som serveres til de første fester på landets gymnasier og erhvervsskoler.

Styrelsen anbefaler, at man udskyder de første fester med alkohol i det nye skoleår med to måneder – og det gælder for alle arrangementer.

»Det er vigtigt, vi får ændret den nuværende alkoholkultur, der har fokus på at drikke sig fuld, og i stedet får en festkultur, der har fokus på det sociale,« skriver Sundhedsstyrelsen med enhedschef Niels Sandø som afsender til TV 2.

Styrelsen får opbakning af Ole Heinager, der er formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, samt Henrik Nevers, formand for Danske Gymnasier og rektor på Roskilde Gymnasium.

De mener begge, at der skal være en mere striks linje, da alkohol fylder for meget i begyndelsen af et uddannelsesforløb.

Læs mere om anbefalingen her.

Det sker i dag

  • Fødselsdag. Kronprins Frederik fylder 55 år.

  • Domstol. Københavns Byret afsiger skyldkendelse i en stor sag om seksuelle overgreb. En mand, kendt som TikTok-manden, er tiltalt for adskillige tilfælde af voldtægt, vold, krænkelser og ulovlig tvang.

Det var alt for dagens overblik.

Tak, fordi du læser med.

Det vigtigste om hovedstaden direkte i din indbakke

Hver fredag samler nyhedsbrevet »Metropol« de vigtigste historier om København og hovedstadsområdet – og en skarp anbefaling til din weekend.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske ugentligt opdaterer mig på de vigtigste nyheder om hovedstadsområdet. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart.  I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.