Coronasmitten stiger med den nye omikronvariant, og samtidig er der jul, nytår og mange sammenkomster i sigte. Dette får nu Sundhedsstyrelsen til at fremrykke tredje vaccinestik til borgere, der er 40 år eller derover.
Først skulle der gå et halvt år efter andet stik, så skulle der gå 5,5 måneder, mens Sundhedsstyrelsen nu tilbyder tredje vaccinestik 4,5 måneder efter andet stik.
»Det er cirka 1,5 millioner borgere, som vi fremrykker til tredje stik før nytår. Det gør vi først om fremmest på grund af bekymring for omikronvarianten, som spreder sig rigtig hurtigt,« forklarer Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.
Uden fremrykningen skulle denne gruppe borgere have haft tredje vaccinestik i januar eller februar.
Fremrykningen træder i kraft mandag morgen. Her kan gruppen af borgere booke tid til revaccination på Vacciner.dk, – også selvom de endnu ikke har modtaget en invitation fra Sundhedsstyrelsen i e-Boks.
Det er også muligt at blive vaccineret på et af de steder, der tilbyder drop in-vaccination. Dette vil i den kommende uge omfatte cirka 60 apoteker i Region Hovedstaden – og senere også apoteker i Region Syddanmark. Desuden er der over hele landet praktiserende læger, der tilbyder vaccination, fremhæver styrelsen.
»Vi har gjort meget for at få kørt vaccinekapaciteten op – også i samarbejde med regionerne. De er med på, at vi skal revaccinere rigtig mange frem mod jul. Regionerne har åbnet store vaccinecentre igen, for eksempel i Øksnehallen i København, samtidig med at private centre er åbnet i blandt andet Fælledparken, hvor jeg selv var ovre og få tredje stik,« fortæller Søren Brostrøm.
På hjemmesiden Vacciner.dk og Coronasmitte.dk kan du finde information om, hvor der tilbydes vaccination med og uden tidsbestilling.
Søren Brostrøm appellerer til tålmodighed de kommende dage, hvor han forventer kø både på hjemmesiden og ved vaccinationscentre uden tidsbestilling.
»Hvis man har svært ved at finde en tid, så prøv igen lidt senere, for der bliver løbende lagt tider ud på hjemmesiden,« siger han.
En »træls vinter«
Der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål i forhold til den nye coronavariant, omikron, men noget tyder på, at den i forhold til tidligere varianter har lettere ved at smitte personer, der har fået to vaccinestik, bemærker Søren Brostrøm.
»Til gengæld tyder det på, at immuniteten efter tredje stik er rigtig god – også i forhold til at sikre mod alvorlig sygdom ved omikron,« forklarer han.
Den beskyttelse ser Søren Brostrøm et behov for med udsigten til det, han kalder en »træls vinter«.
»Jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at vi ville få en træls vinter i Danmark. Fordi der alt andet lige er meget smitte i det danske samfund, og fordi vi gør meget for at holde samfundet mere åbnet denne vinter i modsætning til sidste år,« siger han.
Sundhedsstyrelsens direktør bemærker, at der kan komme anden sygdom på spil i de kommende måneder.
»Vi har ikke set så meget influenza endnu, men det vil vi alt andet lige også forvente kommer. Det plejer at tage til fra nytår og i januar,« forklarer han.
Flere end 1,2 millioner borgere har nu fået tredje vaccinestik mod coronavirus. Dertil har cirka 300.000 booket tid til tredje stik, mens cirka 500.000 allerede er inviteret.
Med den nye fremrykning er målet at få revaccineret i alt 3,5 millioner borgere med tredje vaccinestik inden nytår.
»Vi vil simpelthen være på forkant med at forebygge alvorlig sygdom med omikron,« siger Søren Brostrøm.
Har man fået vaccinen fra Pfizer/BioNTech, tilbydes man samme vaccine og samme dosis i tredje stik. Har man fået vaccinen fra Moderna, tilbydes man samme vaccine i en halv dosis i tredje stik.



