Sundhedsstyrelsen afslører plan: Så mange danskere bliver vaccineret i første bølge
Ifølge et notat fra Sundhedsstyrelsen er der i de første sendinger med vaccine doser nok til 97.500 danskere. Borgere i risikogruppen står forrest i køen.
Ifølge et notat fra Sundhedsstyrelsen er der i de første sendinger med vaccine doser nok til 97.500 danskere. Borgere i risikogruppen står forrest i køen.
Danmark får i første fase af det længe ventede vaccinationsprogram doser nok til at vaccinere 97.500 danskere mod ny coronavirus.
Det fremgår af et netop offentliggjort notat fra Sundhedsstyrelsen.
Pakker med den EU-godkendte vaccine fra medicinalfirmaerne BioNTech og Pfizer vil ankomme til Danmark »fra uge 52 2020 til uge 3 2021«, oplyser styrelsen i notatet, som er stilet til de fem regioner.
I første udrulning skal vaccinationsdoserne ifølge Sundhedsstyrelsen gå til henholdsvis:
30.000 »borgere i udvalgte plejeboliger mv. i kommuner med højest incidens«.
30.000 »personer med meget svære sygdomme og tilstande, f.eks. hjerte-, lunge- eller leversygdom, svært nyresvigt, udbredt kræftsygdom, svære degenerative og neuromuskulære sygdomme mv. samt pårørende, der er uundværlig omsorgsperson og varetager f.eks. trachealsugning o.l.«.
35.000 »udvalgt frontpersonale på sygehuse og plejecentre i kommuner med højest incidens«
Ifølge notatet fra Sundhedsstyrelsen skal hver person have to doser med 21-28 dages mellemrum »for at opnå maksimal effekt«.
I alt regner Sundhedsstyrelsen med, at Danmark i første omgang får »174 pakker a 975 doser vaccine (i alt 169.650 doser, BNT162b2) fra BioNTech-Pfizer«. SST regner med et »spild på cirka ti pct. (formentlig overestimeret), fordi der erfaringsmæssigt fra andre vaccinationsprogrammer forekommer dette«.
»Tilslutningen antages for nuværende at være 80 pct. til første dosis og heraf 90 pct. til anden dosis. Dermed skønnes der at kunne tilbydes vaccination til i alt 97.500 personer,« lyder det i SST-notatet.
Ifølge notatet fortsætter leverancerne af vaccine til Danmark imidlertid.
»Der kan forventes 47.775 doser ugentligt i de første otte uger. Fra uge 3 forventes desuden en anden vaccine fra Moderna at være godkendt og kunne modtages i Danmark,« lyder det med henvisning til et andet af de medicinalfirmaer, som Danmark via EU har indgået forhåndsaftaler med om køb af vacciner, såfremt disse firmaers produkter bliver godkendt af den europæiske lægemiddelmyndighed.
Den allerførste sending vacciner til Danmark ventes ifølge Sundhedsstyrelsen at udgøre »10 pakker (i alt 9.750 doser) ud af den samlede leverance på 174 pakker, der er omfattet af nærværende udmelding. Disse 10 pakker fordeles og anvendes i de fem regioner med tilbud om første vaccination til borgere på 1-2 plejecentre og personale samme sted samt frontpersonale på sygehuses COVID-19-isolationsafdelinger og intensive afdelinger. Disse er en delmængde af førnævnte målgrupper«.
Sådan fordeles de første pakker til regionerne:
Region Hovedstaden: 3 pakker
Region Midtjylland: 2 pakker
Region Nordjylland: 1 pakke
Region Sjælland: 2 pakker
Region Syddanmark: 2 pakker