Der går alt for lang tid, før den enkelte dansker kan få svar på aktindsigter, der bliver sendt til Sundheds- og Ældreministeriet, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut eller Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det er direkte bekymrende, oplyser Folketingets Ombudsmand, som siden maj har fulgt sagsbehandlingstiderne i sager om aktindsigt hos sundhedsmyndighederne.

»Hvis journalister skal vente for længe på svar om aktindsigt, vanskeliggøres deres muligheder for at bedrive kritisk journalistik og orientere offentligheden om sager af væsentlig samfundsmæssig interesse, for eksempel om indsatsen mod covid-19. Det er derfor vigtigt, at sundhedsmyndighederne får nedbragt sagsbehandlingstiderne,« siger ombudsmand Niels Fenger i meddelelsen.

Sundheds- og Ældreministeriet har oplyst, at Sundhedsstyrelsens behandling af sager om aktindsigt siden september sker i overensstemmelse med fristerne i offentlighedsloven og miljøoplysningsloven, men at der på ministeriets område i øvrigt er udfordringer med at overholde fristerne. I en række uafsluttede sager er sagsbehandlingstiden foreløbig på mellem 80 og 120 arbejdsdage. I enkelte sager er sagsbehandlingstiden over 140 arbejdsdage, der svarer til omkring syv måneder.

Sundheds- og Ældreministeriet har oplyst, at man forventer en betydelig forbedring af sagsbehandlingstiden i aktindsigtssager som følge af den tilførsel af yderligere ressourcer til området, som er sket i løbet af efteråret.

Ombudsmanden skriver, at han har forståelse for, at der er et øget pres på myndighederne under coronakrisen, men den forklaring har Oluf Jørgensen, der er forskningschef emeritus i mediejura, ikke meget for, som han sagde til fagbladet Journalisten tidligere i år.

»Adgang til aktindsigt er netop særlig vigtigt i en krisetid. Det er vigtigt, at rygter og falske nyheder ikke får plads i nyhedsstrømmen, f.eks. på de sociale medier. Og lukkethed og udsættelse af aktindsigt giver øget risiko for rygter og falske historier,« sagde han til Journalisten 24. august.