Sundhedseksperter punkterer Mølbaks »worst case-scenarie«: Minkmutation truer umiddelbart ikke coronavaccine

Sundhedseksperter i både ind- og udland vurderer, at minkmutationen af coronavirus, cluster 5, ikke udgør en trussel mod en fremtidig vaccine mod covid-19.

Flere sundhedseksperter i både ind- og udland vurderer, at minkmutationen af covid-19, cluster 5, ikke udgør en trussel mod fremtidige vacciner. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flere fremtrædende stemmer inden for sundhedsforskning sår nu tvivl om, hvorvidt minkmutationen af coronavirus, cluster 5, skulle have en skadelig effekt for fremtidige vacciner mod covid-19.

På regeringens pressemøde 4. november blev det ellers annonceret, at alle mink i Danmark skulle aflives, og at syv kommuner i Nordjylland skulle underlægges vidtgående restriktioner, fordi der ifølge regeringens chefepidemiolog, Kåre Mølbak, fra Statens Serum Institut (SSI) i »særdeleshed« var risiko for, at cluster 5 kunne forpurre covid-19-vacciner.