Der har været flere eksempler på, at russiske hackergrupper har delt optagelser fra danske overvågningskameraer, og derfor opfordrer Styrelsen for Samfundssikkerhed til, at man øger sikkerheden for overvågningskameraer.
Det skriver Styrelsen for Samfundssikkerhed i en pressemeddelelse.
Ifølge styrelsen ønsker de russiske hackere at skabe utryghed i befolkninger og få omtale i medierne.
- De pro-russiske hackergrupper ønsker at få opmærksomhed og skabe utryghed. Vi skal ikke gøre det let for dem, siger Christine Engel Christensen, der er vicedirektør i Styrelsen for Samfundssikkerhed.
Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen (V), bakker op om denne opfordring.
- Det er uacceptabelt, når pro-russiske hackergrupper påstår at have kompromitteret danske overvågningskameraer. Danske virksomheder, myndigheder og befolkningen kan selv gøre meget, siger han.
Torsten Schack Pedersen råder til, at man skifter sin adgangskode, opdaterer sin enhed og slår funktioner fra, som man ikke bruger.
Styrelsen for Samfundssikkerhed vurderer, at det primært er systemer med et lavt beskyttelsesniveau, og som kan tilgås direkte via internettet, der er udsat.
I starten af året fik en svømmehal i den nordjyske by Tårs hacket et overvågningskamera, der filmede et badebassin.
Ifølge mediet Tjekdet var det den russiske hackergruppe Z-Pentest, der delte en optagelse fra kameraet på det sociale medie Telegram.
På optagelsen kunne man se flere personer bevæge sig i den lave ende af bassinet.
Den samme hackergruppe delte en video fra et overvågningskamera på værtshuset 12'er Pubben i Helsingør. I denne optagelse kunne man se nogle personer spille billard.
Gruppen stod også bag et cyberangreb mod et vandværk ved Køge i december 2024.
Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste har hackergruppen forbindelser til den russiske stat.
/ritzau/
