Fem gange i den kommende uge skal tre landsdommere i Østre Landsret træffe afgørelse om, hvor grænserne går for, hvad man straffrit kan ytre på de sociale medier.

Det er to mænd og tre kvinder, der er på anklagebænken i de fem sager. De har alle på forskellig vis på Facebook kommenteret artikler fra Ekstra Bladet eller Politiken om Hamas-angrebet på Israel 7. oktober 2023.

Anklagemyndigheden har vurderet, at kommentarerne har overtrådt straffelovens paragraf, som forbyder offentlig billigelse af eksempelvis terrorhandlinger.

I fire af sagerne skete der fuldstændig frifindelse, mens der i den femte skete domfældelse for én ytring og frifindelse for en anden, da retterne i Glostrup, Frederiksberg, Roskilde og to gange i Odense afsagde dom i sagerne.

Fælles for alle sager er det, at det er ganske korte kommentarer, der er rejst tiltale for. Flere af dem knytter sig til Ekstra Bladets livedækning af 7. oktober-angrebet. Dækningen skete under overskriften "Israel angrebet med missiler".

En af de længere kommentarer var fra en i dag 44-årig kvinde og lød: "Ingen ord kan beskrive, hvor smukt det var at stå op til den nyhed". Herefter fulgte en række emojis i form af palæstinensiske flag og hænder, som lavede V-tegn, inden teksten sluttede med: "Free Palestine".

I den korte ende skrev en i dag 38-årig kvinde som en kommentar til samme livedækning: "fryd".

Begge blev frifundet. Domstolene i henholdsvis Odense og Roskilde var enige om, at begge bemærkninger kunne læses som en billigelse af Hamas-angrebet.

Men der var ikke ført bevis for, at kvinderne på det tidspunkt, hvor de ytrede sig, var klar over, at der var tale om terrorangreb med omfattende civile tab.

En i dag 21-årig mand blev af Retten på Frederiksberg frifundet, da han til samme livedækning skrev "sådan" og tilføjede en emoji med en stærk arm og et palæstinensisk flag.

Og da Retten i Glostrup frifandt en i dag 44-årig mand for en kommentar, der blev fremsat i timerne efter angrebet.

Domstolene har været enige om, at der ikke var ført bevis for, at de tiltalte havde forsæt til at billige et terrorangreb. Der var med andre ord ikke ført bevis for en ond vilje.

Det var der til gengæld, da samme 44-årige mand nogle dage senere i tilknytning til en anden artikel på Ekstra Bladets Facebook-side med overskriften: "Forstår du dem, der deltager i pro-palæstinensiske demonstrationer i disse dage?" skrev:

"Ja, jeg forstår dem og deltager i demoerne, og jeg støtter dem økonomisk #freepalestine #07OctoberCelebrationday", lød hans bemærkning, som udløste en dom på 40 dages betinget fængsel.

Den sidste af de fem sager handler om en kommentar til en artikel hos Politiken i december 2023. Her skrev en i dag 30-årig kvinde: "Der har været krig i 73 år, men først NU slår Hamas for alvor tilbage. Med god grund".

Selv om ytringen ifølge retten kunne anses som en billigelse af angrebet, så fandt Retten i Odense det ikke bevist, at hun havde forsæt til dette. Heller ikke selv om ytringen blev fremført flere måneder efter angrebet, hvor folk måtte være oplyst om angrebets alvor og omfang.

Sagerne mod den 44-årige kvinde og den 38-årige kvinde behandles mandag, mens de øvrige sager behandles onsdag. Det er de samme tre landsdommere, der sidder i dommerpanelet. Her vil de være suppleret af yderligere tre domsmænd.

RITZAU