I februar blev Folketingets Retsudvalg orienteret om, at fotos af biler og nummerplader ved en fejl var blevet slettet hos politiet.
Fejlen blev opdaget 21. januar, og den har betydet, at billedfiler fra to år tilbage fra systemet med automatisk genkendelse af nummerplader er væk.
Nu oplyser Rigspolitiet til Ritzau, at der er tale om adskillige beviser.
- Eftersom der er tale om sletning af billedfiler to år tilbage, er der tale om et meget stort antal billedfiler, som er blevet slettet, lyder det i et skriftligt svar.
Rigspolitiet tilføjer desuden, at årsagen til fejlen endnu ikke er endeligt afklaret.
Adspurgt, om sletningen har påvirket igangværende efterforskning, svarer politiet:
- Rigspolitiet har gennemført en høring af alle landets politikredse for at afdække, hvorvidt der findes verserende sager i politikredsene, hvor fotos fra ANPG-systemet (Automatisk Nummerpladegenkendelsessystem, red.) vurderes at have en væsentlig betydning for sagens opklaring og eventuelt i en senere bevisførelse.
- Rigspolitiet er på den baggrund bekendt med, at der lige nu findes et mindre antal sager, hvor fotos potentielt kan have betydning.
Politiet kommer ikke nærmere et antal, eller hvad sagerne handler om.
Politiet forsøger fortsat med hjælp fra en ekstern leverandør at undersøge, om billedfilerne kan genskabes.
I februar lød det fra en specialist i at genskabe data, at der er "en vis sandsynlighed for", at en stor del af data kan reetableres over nogle måneder.
Systemet med den automatiske nummerpladegenkendelse regnes for at være et vigtigt redskab for politiets forsøg på at afdække kriminalitet.
Kameraer er monteret på flere vejstrækninger, og der findes også mobile kameraer i politiets biler.
Ved systemets aflæsning og registrering af nummerplader kan politiet forsøge at fastlægge for eksempel en mistænkts færden.
/ritzau/
