Storebæltsbroen er genåbnet efter at have været spærret for al biltrafik i retning mod Fyn på grund af en ulykke.

Det oplyser Sund & Bælt, der er selskabet bag Storebæltsbroen, i et opslag på det sociale medie X.

Spærringen har medført en lang kø.

Vejdirektoratet oplyser på Trafikinfo.dk, at køen "forventes afviklet sidst på aftenen/først på natten".

- Derudover er trafikken i nat omlagt, så der er dobbeltrettet trafik på grund af vejarbejde. Vær derfor særligt opmærksom på ændrede kørselsforhold, nedsat hastighedsgrænse og hold god afstand til forankørende, lyder det.

Ifølge P4 Trafik blev en havareret bil bugseret væk efter ulykken.

/ritzau/