Storebæltsbroen er spærret i østgående retning efter et færdselsuheld.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.
Det er anden gang, at broen er spærret i en af kørselsretningerne fredag.
»Lige nu er vi ved at få klarlagt, præcis hvad der er sket. Men der er sket et uheld med en personbil på den østlige del af broen.«
»Redningsmandskab og politiet er kommet frem, men mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt,« siger Mads Eshøj, trafikleder ved Storebæltsbroen.
Hvorvidt en eller flere personer er kommet til skade ved uheldet, eller hvad der førte til det, er endnu uvist.
Heller ikke vagtchef Stefan Jensen kan ved 21-tiden fortælle, hvad der er sket.
»Men der ligger en bil på taget midt på broen. Den ligger så tæt på midtersporet, at også den vestgående trafik bliver berørt, fordi folk er nødt til at sætte hastigheden ned,« siger han.
Det er uvist, hvornår broen kan åbne igen.
»Det er svært at sige noget om. Men mit skøn er, at der i hvert fald vil gå mindst en time,« siger Stefan Jensen.
Heller ikke ifølge Fyns Politi er en genoptagelse af trafikken lige om hjørnet.
»Bilister SKAL køre af motorvejen senest ved Knudshoved. Varighed nogen tid. Kør eventuelt af ved Nyborg,« skriver Fyns Politi på Twitter.
Et uheld tidligere på dagen indstillede trafikken på broen i vestgående retning, hvilket førte til store forsinkelser.
/ritzau/