Brandvæsenet er lørdag rykket for at bekæmpe brand i taget på en bygning på Hejrevej i København.

Det oplyser Hovedstadens Beredskab.

Politiet oplyser kort før klokken 13, at der er spærret af, så brandvæsenet gives plads til indsatsen.

Tilsyneladende er taget ved at gennemgå en renovering, oplyser vagtchefen i Københavns Politi.

Der vil være trafikale gener på Frederikssundsvej mellem Lygten og Frederiksborgvej, varsler politiet på det sociale medie X.

Brandvæsenet er massivt til stede, lyder det fra Hovedstadens Beredskab ved 14-tiden.

Flammerne er nedkæmpet, og der er ikke fare for, at branden i bygningen på Hejrevej 5 breder sig til andre bygninger.

Men den vagthavende operationschef forventer, at indsatsen vil stå på i flere timer.

/ritzau/