Stor dansk klimarapport slår hul i flere myter: »Vi blev helt paf«

TrygFondens klimamåling 2021 gør op med flere myter og lægger pres på samtlige af Folketingets partier. »At kun speltsegmentet på Østerbro går op i det her, er helt, helt, helt forkert,« siger TrygFondens forskningschef frem mod COP26.

Det er muligt, at vi troede, at vi vidste alt om, hvor meget danskere går op i klimaet og et opgør med de globale klimaforandringer – en ny tryghedsmåling fra TrygFonden foretaget blandt næsten 5.400 repræsentativt udvalgte danskere gør dog op med flere myter.

Selv fondens forskningschef, Anders Hede, taler i dag om, at TrygFondens klimamåling 2021 gjorde ham og hans to medforfattere, Jacob Andersen og Jørgen Goul Andersen, til den 27 sider lange rapport om den store rundspørge »helt paf«.