Syd- og Sønderjyllands Politi har bedt borgere omkring Planetvej lidt uden for Gråsten om at lukke døre og vinduer, da en større brand udvikler giftig røg.

Det skriver politikredsen på tjenesten Politi Update.

Af samme grund bør man også holde sig inden for, hvis man oplever røg fra branden.

Ingen personer menes at have været i fare i forbindelse med branden.

Syd- og Sønderjyllands Politi skriver dog, at vinden har en gunstig retning, der gør, at røgen umiddelbart primært blæser ud over skov og marker.

Ifølge JydskeVestkysten brænder det i en lagerhal i området.

Politiet modtog anmeldelsen omkring klokken 13.46.

Der er ifølge politiet blevet sendt mange rednings- og slukningskøretøjer til branden. Politiet beder derfor om, at man holder sig fra området og giver plads til redningskøretøjerne.

Syd- og Sønderjyllands Politi skriver kort før klokken 17.30 tirsdag, at politiet har forladt stedet, men at brandvæsenet fortsat arbejder med efterslukningen af branden.

- Det forventes at vare tre til fire timer endnu, skriver politikredsen.

RITZAU