Opdateret

Større brand i Nettolager i Høng medfører røg

Brand i lagerhus i Høng krævede hele natten indsats fra politi og brandvæsen. Ingen meldes tilskadekommet.

Midt- og Vestsjællands Politi og beredskabet har natten igennem arbejdet ved brand i lagerbygning i Høng. Fredag morgen meldes bygningen totalt udbrændt. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Brandvæsenet og politiet arbejder i Høng, hvor man forsøger at slukke en voldsom brand i et lagerhus.

Det oplyste Michael Hymøller, som er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi natten til fredag.

- Vi er stadig på stedet og forventer at være der resten af natten. Både Beredskabsstyrelsen, brandvæsenet og politi er derude, og det er stadig slukningsarbejdet, der pågår, siger han.

Den ramte bygning er et Nettolager i Høng.

I en pressemeddelelse fredag morgen oplyser politiet i en pressemeddelelse, at bygningen er helt udbrændt.

Her lyder det videre, at man nu skal undersøge brandårsagen nærmere. Det skal blandt andet undersøges, om branden er opstået i forbindelse med håndværkerarbejde på taget.

Sent torsdag opfordrede politiet borgere i området til at blive indendørs.

Fredag morgen lyder det i et opslag på X, at borgerne godt kan bevæge sig udenfor.

- Borgere i Høng kan godt bevæge sig udenfor, men man skal ikke tage ophold i synlig røg. Hvis røgen dækker den bygning, du er i, skal døre og vinduer lukkes, skriver politiet.

I pressemeddelelsen gentager vagtchef Lasse Falch Jensen, at man ikke skal tage ophold i røgen, men at man godt kan passere den.

Der er ikke umiddelbart nogen meldinger om personskade i forbindelse med branden, som politiet fik anmeldelse om klokken 18.16 fra flere borgere i lokalområdet.

- Der er en enkelt brandmand derude, som er blevet dårlig og er blevet kørt til tjek. Men det er ikke umiddelbart noget med røgforgiftning eller lignende. Det kan være en form for dehydrering, siger Michael Hymøller.

/ritzau/