Stigningen i coronasmitte er midlertidigt stoppet

De seneste dages stigning i antallet af covid-19-smittede har indtil videre stabiliseret sig, viser lørdagens smittetal. Årsagen til de seneste dages høje smittetal skal findes i det markant forøgede antal test, viser ny rapport.

Selv om smittetallet over de seneste dage har sat rekord i Danmark, er epidemien på ikke så udbredt som i april, viser en ny rapport fra SSI. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Lørdag er de seneste dages stigning i antallet af smittede med covid-19 standset. Fredag registrerede Statens Serum Institut (SSI) med 859 smittetilfælde på landsplan det højeste antal siden epidemiens udbrud.

Lørdag var tallet på 789 bekræftede tilfælde, viser opgørelsen fra SSI.

120 personer er lørdag indlagt, hvilket også er et lille fald på fem personer siden dagen før.

Selv om smittetallet over de seneste dage har sat rekord i Danmark, er epidemien ikke så udbredt, som da den toppede 1. april. Det viser en ny rapport fra SSI.

I rapporten har SSI regnet på, hvordan antallet af bekræftede tilfælde ville have set ud i foråret, hvis man gennem hele udbruddet havde testet lige så meget som i dag.

Afgørende indsats i kommunerne

Der ville i starten af april have været mellem 2.000 og 3.000 daglige smittetilfælde, hvis man havde foretaget 50.000 test om dagen, viser rapporten.

»Vi skal huske, at smittetallene fra foråret ikke kan sammenlignes med tallet i dag. I foråret havde vi et stort mørketal. Det har vi næppe nu. Derfor ser smittetallene meget værre ud i dag, mens antallet af indlæggelser er lavt,« siger Joachim Hoffmann-Petersen, overlæge og formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin.

Det lave antal indlæggelser skyldes ikke mindst, at kommunerne har gjort en særlig indsats for at beskytte ældre og kronisk syge, vurderer overlægen.

»Siden sommeren har kommunerne været gode til at holde corona væk fra plejehjem og hjemmepleje. Kommunerne får ikke særlig meget anerkendelse i debatten om covid-19, men de fortjener stor ros. Det kommer til at få en afgørende betydning for udviklingen henover vinteren,« siger Joachim Hoffmann-Petersen.