I det kommende kolde halvår kan langt flere blive vaccineret mod influenza end tidligere år.
Statens Serum Institut (SSI) har nemlig indkøbt rekordmange vaccinedoser mod influenza: 2,5 millioner.
Sidste efterår opstod der mangel på influenzavaccine, da der ikke var indkøbt vacciner nok til at vaccinere alle i risikogrupperne. Det skete, selvom SSI havde indkøbt flere doser – nemlig 1,6 millioner mod omkring en million tidligere år.
Noget tyder på, at der kan blive god brug for de ekstra vacciner. I takt med at bladene skifter farve og temperaturerne falder, risikerer de danske sygehuse endnu en gang at blive overbelastede – denne gang af et krydspres af forskellige luftvejsinfektioner. Det skriver Politiken.
Særligt smitte med RS-virus, der de seneste uger har indlagt uhørt mange helt små børn, influenza og covid-19 giver anledning til bekymring.
Det seneste halvandet års coronarestriktioner har holdt smitten med RS-virus og influenza nede. Det betyder, at befolkningens mulige immunitet formentlig er aftaget, og at flere risikerer at blive smittet, fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Bekymringen deles af professor i infektionssygdomme og overlæge på Rigshospitalet Jens Lundgren.
»Vi har levet helt anderledes det seneste halvandet år. Immuniteten i befolkningen over for en lang række infektionssygdomme som influenza og RS-virus er lille. Og derfor må vi forvente ikke bare at skulle håndtere en fortsat covid-19-pandemi – hvor vi vil se flere smittede og indlagte de kommende måneder – men også større epidemier på grund af flere andre luftvejsvirus. Det kan godt blive udfordrende,« siger han til Politiken.
Vaccine til dem, der har mest brug for den
Hos Region Hovedstaden er man ligeledes spændt på, hvordan vinteren kommer til at forløbe. Det fortæller Kristian Antonsen, hospitalsdirektør for Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
»Der er ikke den samme basisimmunitet over for nogle af de mere vanlige virussygdomme. Influenzaperioden var meget let sidste år – den forsvandt jo nærmest efter den hårde opbremsning i marts 2020. Det er selvfølgelig den bekymring, vi har,« siger Kristian Antonsen
Ifølge ham hersker der blandt dele af personalet en træthed ovenpå halvandet år med covid-19, noget som den nylige sygeplejerskestrejke ikke har hjulpet på.
»Vi skal grave lidt dybere for at finde motivationen,« siger Kristian Antonsen, men fortæller samtidig, at hospitalerne står et meget bedre sted nu end før coronapandemien:
»Vi har et rigtig godt beredskab, som er blevet endnu dygtigere til at håndtere isolationskrævende sygdomme, og nogle gode samarbejdsrelationer hospitalerne imellem.«
Det bedste man kan gøre, mener hospitalsdirektøren, er at lade være med at blive syg. Han henviser til de efterhånden velkendte råd om at vaske hænder, spritte af, holde afstand og at holde sig selv og sine børn hjemme ved tegn på sygdom.

Sidst men ikke mindst, siger han, er det vigtigt, at mange bliver vaccineret mod influenza – og at det er dem i risikogrupperne, der får den:
»Vi skal vaccinere hensigtsmæssigt, så doserne går til dem, der har mest brug for dem.«
Efterlyser klar udmelding
Da der i oktober sidste år ikke var influenzavacciner nok til risikogrupperne, rettede Ældre Sagen hård kritik i et brev til Statens Serum Institut.
»Mange er netop i år meget bekymret for influenza og har derfor fulgt myndighedernes anbefalinger. De manglende vacciner skaber derfor utryghed, frustration og mistillid,« står der blandt andet i brevet.
»Man havde købt flere vacciner, men der var ikke noget overblik. Nogle af dem, der havde allermest brug for en influenzavaccine, havde svært ved at få fat i en,« siger seniorkonsulent Rikke Hamfeldt.
Særligt efterlyser hun information om, hvad der skal ske med de 200.000 såkaldte højdosis-vacciner. De er målrettet ældre personer, som kan have vanskeligt ved at danne tilstrækkelig beskyttelse ved hjælp af en almindelig influenzavaccine.
»Vi håber på en meget klar udmelding om, hvem der kan få de her vacciner og hvor de kan få dem. Det er nødvendigt, så man ved, hvordan man skal forholde sig, hvis man er i den målgruppe,« siger Rikke Hamfeldt.
Vaccinationer mod influenza forventes at begynde 1. oktober. Indtil 24. oktober vil det udelukkende være muligt for personer i risikogrupperne at blive vaccineret.

