En mand i 40erne er onsdag blevet anholdt uden for den internationale lufthavn Gatwick syd for London.
Han er mistænkt for at være en russisk spion, skriver det britiske medie BBC.
Manden skulle ifølge politiet have forsøgt at forlade Storbritannien gennem lufthavnen. Han er nu i politiets varetægt.
Anholdelsen sker på baggrund af en efterforskning, hvor den britiske sikkerheds- og efterretningstjeneste MI5 har haft en finger med i spillet. Derudover er Londons politistyrke, Metropolitian Police, involveret.
Forholdet mellem Rusland og Storbritannien har i flere år været anspændt. I 2018 forsøgte russiske agenter at dræbe den tidligere russiske dobbeltagent Sergej Skripal og datteren Yulia Skripal med den russiskproducerede nervegas Novitjok. Hændelsen fandt sted i den engelske by Salisbury.
De diplomatiske relationer mellem de to lande har været yderligere anspændt, siden Rusland invaderede Ukraine. I forbindelse med krigen har Storbritannien spillet en aktiv rolle, når det kommer at støtte Ukraine, blandt andet med våbenleverancer.
Omvendt har Rusland forbudt en række britiske journalister, politikere og personer fra den britiske forsvarsindustri at rejse ind i Rusland.