Godmorgen og velkommen til onsdagens nyhedsoverblik her på Berlingske.
I dag skal vi blandt andet forbi Forsvarets problemer med at rekruttere unge til værnepligt og en større gruppe beboere, der snart risikerer at stå uden bolig.
Og så skal vi forbi et nyt initiativ, der skal styrke forskningen i ludomani.
Vi begynder med historien om, at den kendte læge og samfundsdebattør Imran Rashid nu har nået en magisk grænse for sit borgerforslag med titlen »Stop techindustriens kommercielle udnyttelse af danske børn og unge!«
Forslaget har således rundet 50.000 underskrifter, skriver Politiken.
Dermed er Folketinget tvunget til at tage stilling til indholdet i forslaget, som blandt andet vil begrænse mindreåriges frie adgang til sociale medieplatforme.
»Mest af alt tyder den her enorme opbakning på, at det, som jeg antager for at være en meget væsentlig udfordring for vores samfund, også er en gigantisk belastning for rigtig mange mennesker og familier,« siger Imran Rashid til Politiken.
Ni andre eksperter inden for sundhed, trivsel og børnepsykologi var medstillere på borgerforslaget.
Unge af i dag er ikke mere syge, men alligevel er rekordmange uegnede til Forsvaret
År efter år stiger antallet af unge, som kasseres i forbindelse med session – og mere end hver anden bliver nu erklæret uegnet.
Berlingske har på Forsvarets Dag – det, som tidligere hed session – besøgt Ryes Kaserne i Fredericia, hvor 18-årige mænd og kvinder får svar på, om der venter dem en tur i trøjen.
Det er dog slet ikke alle, som kan få lov at aftjene værnepligt.
Når dagen er slut, vil hver fjerde af dem være sorteret fra. Og dertil skal man lægge dem, som allerede er fravalgt som følge af problemer med psyken eller det fysiske helbred.
Ifølge tal fra Forsvarets Personalestyrelse blev 57,83 procent af alle unge mænd, der skulle til session i første halvår af 2022, erklæret uegnede.
Du kan læse Berlingske artikel om sagen her.
Spiludbydere donerer millioner til bekæmpelse af ludomani
Mens medieforbrugere bombarderes med reklamer for spil og onlinekasinoer, halter Danmark voldsomt bagefter, når det gælder forskning i ludomani.
Der skal der rådes bod på, og derfor stiftes Dansk Ludomani Komité under Aarhus Universitet.
Det skriver Jyllands-Posten.
Pengene til det nye forskningscenter kommer fra en måske uventet kant: De fem spiludbydere Kindred Group, Danske Spil, Cego, Mr Green og Betsson Group vil således donere i alt fire millioner kroner over de næste tre år.
Beløbet skal ses i lyset af, at der i flere år kun er blevet afsat 400.000 kroner årligt til forskning fra det offentlige.
»Forskningen i ludomani i Danmark har haft svære betingelser. Det er et stort problem, fordi spillemarkedet er under konstant transformation. Vi har derfor brug for opdateret viden og et stærkt forskningsmiljø for at sikre os, at vores forebyggelses- og behandlingsmetoder er effektfulde og følger med tiden,« siger Thomas Marcussen, forsker og manden bag det nye projekt, til Jyllands-Posten.
Artiklen er endnu ikke online, men kan læses i Jyllands-Postens e-avis, 1. sektion side 20.
Sandra og Susy er blandt dem, der frygter en storstilet renovering: »På en uge er jeg blevet ti år ældre«
For en uge siden landede et opsigtsvækkende brev i postkassen hos de 43 personer, som bor i tårnet ved Lyngby Storcenter.
Her lød det, at Danske Shoppingcentre, der ejer Lyngby Storcenter, vil gennemrenovere tårnet og skabe et nyt hotel.
Hvis projektet realiseres, vil boligerne forsvinde.
»På en uge er jeg blevet ti år ældre. Jeg har boet her i så mange år, det samme har mange andre. Vi kan ikke bare flytte. Vi er virkelig på Herrens mark,« siger Susy Høgenhav på snart 74 år.
Hun har boet på adressen i 22 år.
Læs Berlingskes historie om de truede beboere i tårnet ved Lyngby Storcenter her.
Mens Forsvaret skriger på arbejdskraft, har unge som Rikke ingen adgang
Forsvaret mangler folk i en sådan grad, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) torsdag lovede to milliarder kroner til at rekruttere soldater.
Alligevel oplever mange, at landets kaserner er lukket land.
18-årige Rikke Søberg Lyngsdal er en af dem – og det selvom hun på mange måder er præcis det, som Forsvaret skriger på:
Hun er i god fysisk form og dyrker forhindringsbaneløb. Hun har en særlig evne til at fordybe sig, når hun kan lide en opgave. Hun tænder på adrenalin og træffer meget gerne afgørende beslutninger under pres.
Allerede inden hun kunne få lov at møde op på Forsvarets Dag – tidligere kaldet session – blev hun kasseret.
Årsag: Hun har fået stillet diagnosen adhd.
Læs hele Berlingskes historie om Rikke Søberg Lyngsdals kamp for at komme i Forsvaret her.

