Sygeplejerske Christina Ito sidder i det lille kontor på privathospitalet Aleris – det tidligere Hamlet. Det er halvandet år siden, at hun forlod Rigshospitalet. Hun var brugt. På de værste dage kunne hun begynde at græde, inden hun skulle møde på det arbejde, som hun ellers havde elsket i så mange år.
»Jeg følte ikke, der var nogen, der havde min ryg. Vi var ludobrikker, ledelsen flyttede rundt med. Meningen med arbejdet forsvandt, og tilliden til ledelsen var væk. Til sidst må man tage ansvar for sig selv og bevare sin selvrespekt,« siger hun.