Sundhedsstyrelsen har betalt 61.000 kroner for et interview med styrelsens egen direktør, Søren Brostrøm.

Hvis man trækker momsen fra prisen for indslaget, bliver den samlede udgift for skatteyderne altså 48.800 kroner.

Det syv minutter lange interview blev lagt på Twitter som led i et tiltag ved navn Informationskampagne Coronavirus, fase 6.

Ekstra Bladet har fået aktindsigt i sagen hos Sundhedsstyrelsen og kan herunder bringe fakturaen – omend de nærmere detaljer er streget over.

Prisen for eksempelvis interviewets vært og det tekniske kendes altså ikke.

Interviewet gennemføres af Tine Götzsche, som har en mangeårig fortid hos DR. Hun vil ikke oplyse sit honorar.

»Det er kommunikationsbureauet Advice, der har hyret mig til en konkret opgave. Et interview med Søren Brostrøm til brug på sociale medier,« siger hun.

»Jeg diskuterer og oplyser aldrig, hvordan de enkelte opgaver i min virksomhed bliver honoreret.«

Tine Götzsche er mangeårig vært hos DR, blandet andet på TV Avisen, men er i dag freelancer.
Tine Götzsche er mangeårig vært hos DR, blandet andet på TV Avisen, men er i dag freelancer. Kristoffer Juel Poulsen/Ritzau Scanpix

Forsker: Det er en god idé

Medieforsker og studielektor Mads Kæmsgaard Eberholst fra Roskilde Universitet ser Sundhedsstyrelsens træk som udtryk for vilje til klar kommunikation i en svær tid.

»Interviewet viser, at Styrelsen tager opgaven med kommunikation til danskerne alvorligt,« siger Mads Kæmsgaard Eberholst.

»En type som Tine Götzsche tager jo hele sin pondus fra de mange år i DR med sig. Vi ser noget lignende med eksempelvis Reimer Bo og flere andre: Hvis de mennesker mennesker er inde over en sag, så lytter vi bare med større respekt. De har et nærvær og en nærhed over for seerne og virker ganske enkelt mere troværdige.«

Mange af os husker Tine Götzsche ret godt og ser hende måske stadig som medarbejder i DR. Er det ikke problematisk at en offentlig institution får lavet bestilt arbejde af sådan en type?

»Næ. Hun er bare trådt ud af butikken til et liv som selvstændig. Jeg vil faktisk tro, skatteydernes penge er givet godt ud den her gang. For hvis man skulle nå ud til folk med TV-reklamer eller på bagsiden af busser, var det nok blevet dyrere.«