Søndag modtog de første danskere covid-19-vaccinen: »Begyndelsen på at vi kan vende tilbage til en normal hverdag«

Søndag modtog de første danskere den længe ventede vaccine mod covid-19. Vaccinen var håb på kanyle for frontpersonalet på Hvidovre Hospital og beboere på plejecenteret Fælledgården, der var blandt de første danskere til at modtage vaccinen.

Tidligt søndag var den her. Den længe ventede coronavaccine, der for mange danskere er symbolet på, at vi er på vej mod en mere almindelig hverdag.

På plejecenteret Fælledgården i København var de blandt de første i landet til at modtage vaccinen, der er udviklet af medicinalvirksomhederne Pfizer og BioNTech.