Rettelse: Det fremgik tidligere af denne artikel, at Yildiz Akdogan er medlem af Folketinget. Det er hun ikke længere.
Yildiz Akdogan, der stiller op til kommunalvalget i København for Socialdemokratiet, foreslår at navngive den tomme plads på adressen Jagtvej 69 på Nørrebro i København til en hyldest for feminismen og dens historie i Danmark. Det skriver Sjællandske Medier.
Pladsen, der rummer en væsentlig del af nyere dansk historie om ungdomsoprør, trods og voldelige episoder, skal fremover huskes for noget andet, hvis det står til Akdogan.
Hun foreslår, at den skal navngives »8. marts Pladsen« for datoen for kvindernes internationale kampdag.
Årsagen til det skal findes længere tilbage i historien end mindelserne om brosten og politivogne.
Bygningen, der lå på Jagtvej 69, blev opført i 1897, og i 1910 var den hjemsted for Kvindekonferencen, der blandt andet havde til formål at styrke det internationale samarbejde mellem socialistiske kvinder og drøfte midler og taktik til at sikre den kvindelige stemme- og valgret.
»Jeg mener, at vi bør hylde og ikke mindst synliggøre historien. Og som pladsen på Jagtvej 69 står i dag – tom, grim og visionsløs – så mener jeg, at vi fremover skal kalde den »8. marts Pladsen« og gøre mere ud af den,« siger Yildiz Akdogan til Sjællandske Medier.
Ifølge Sjællandske Medier vil en eventuel ny navngivning af Jagtvej 69 med Akdogans forslag medfølge tavler, hvor den historiske begivenhed fra 1910 bliver fortalt.
I øjeblikket forbinder de fleste nok adressen Jagtvej 69 med noget andet. Nemlig adressen for Ungdomshuset i København, der dannede scenen for dramatiske optøjer mellem dets beboere og politiet.
Ungdomshuset blev etableret i 1982, og i 1999 satte Københavns Kommune adressen til salg.
I 2000 blev ungdomshuset solgt til selskabet Human A/S, som den stærkt kontroversielle frikirke Faderhuset året efter overtog samtlige aktier i. I 2001 købte Faderhuset adressen for 2,6 millioner kroner, og frikirken forsøgte senere på året at udskifte låsene i bygningen, hvilket imidlertid endte med, at de blev smidt på porten.
I 2006 afgjorde Landsretten, at ungdomshusets beboere – der er blevet betegnet som »autonome« – skulle forlade Ungdomshuset 14. december.
Det skulle ikke ske uden kamp.
Tidligt om morgenen 1. marts 2007 påbegyndte Københavns Politi en rydning af Ungdomshuset. 714 personer blev i de følgende dage anholdt i uroligheder og kampe mellem beboere og politiet. 5. marts gik nedrivningen i gang, og lige siden har pladsen stået tom på trods af flere forsøg på at planlægge blandt andet boligbyggerier på grunden.

