Snapchat-profiler lukkes for at bremse stoffer på Roskilde Festival
Politiet vil gøre det sværere for køber og sælger af stoffer at komme i kontakt med hinanden under festival.

Politiet vil gøre det sværere for køber og sælger af stoffer at komme i kontakt med hinanden under festival.

I et forsøg på at nedbringe handlen med narkotika under årets Roskilde Festival går Midt- og Vestsjællands Politi efter at få lukket indtil videre 234 Snapchat-profiler.
Profilerne bliver brugt til at forhandle narkotiske stoffer, skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
Ifølge politiet er handlen med narko flyttet over på sociale medier, og lukningen af profiler skal gøre det sværere for køber og sælger at komme i kontakt med hinanden.
- Vi vil gerne gøre det så svært som muligt for folk at få adgang til de her skadelige stoffer. Vores håb er selvfølgelig, at der er færre unge, der bliver tilbudt at købe stoffer som kokain, opioider, amfetamin og ketamin, siger politiinspektør Jacob Olsen.
Nedlukningen af profilerne på det sociale medie Snapchat foregår i samarbejde med National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Indsatsen sker sideløbende med, at Midt- og Vestsjællands Politi også arbejder ude på selve festivalpladsen i Roskilde.
Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvor mange profiler politiet er lykkedes med at få lukket hos udbyderen.
Når handlen foregår via sociale medier, er den ikke kun let tilgængelig for køberne.
- Det gør det også nemt for os i politiet at opdage de her profiler og lukke dem ned, siger Jacob Olsen.
Også i den danske hovedstad har man den seneste tid haft fokus på handlen via sociale medier.
I de seneste uger har Københavns Politi i samarbejde med Snapchat lukket 202 profiler i forbindelse med studenterfejringer, sidste skoledag og rock- og metalfestivalen Copenhell.
Det fortæller sektionsleder for digital narkotikahandel i Københavns Politi Kasper Knudsen til DR.
Ifølge Jacob Olsen fra Midt- og Vestsjællands Politi er målet også at gøre unge mennesker bevidste om, at det er risikofyldt at købe og bruge euforiserende stoffer.
- For vi ser desværre, hvordan brugen af stoffer løber løbsk for mange, som ellers tror, at de har det helt under kontrol, lyder det fra politiinspektøren.
Alene torsdag blev syv mænd sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer i forbindelse med Roskilde Festival, fremgår det af politikredsens seneste døgnrapport.
Heriblandt en 20-årig mand, der var i besiddelse af 16,4 gram cannabis, der blev beslaglagt af politiet.
RITZAU