Det var myndighedernes helt store digitale våben i kampen for at begrænse coronasmitten mest muligt.
Men siden 31. marts sidste år, hvor Sundhedsministeriet erklærede smittestop-appen for lukket, har den alene eksisteret i en såkaldt beredskabsversion, så den kunne tages i brug om nødvendigt.
Og det har kostet skatteborgerne penge. Helt præcist er 1.030.916 kroner gået til appen i den periode, hvor den de facto har været ude af brug.
Det oplyser Sundhedsdatastyrelsen til Frihedsbrevet.
»Udgifterne har været til drift af den server, hvor løsningen har ligget i dvale, så vi havde muligheden for, at genåbne den,« skriver styrelsen til mediet.
Men udgifterne viser sig at være spildte, for genåbningen er nu endeligt lagt i graven. Den danske smitteopsporings-app er nemlig fra 1. april definitivt lukket, skriver Frihedsbrevet.
Ramt af kritik
Smittestop-appen blev introduceret i juni 2020 som et digitalt supplement til kontaktopsporingen. Formålet var at give besked om smitterisiko til personer, der havde været i nærheden af en smittet person.
Men det har ikke været nogen dans på roser at få appen op at køre.
Myndighederne er blandt andet flere gange blevet kritiseret for, at appen ikke har virket optimalt, fordi mange nære kontakter ikke har fået besked i appen, selv om de har været i nærheden af en smittet.
Et andet kritikpunkt har været, at en række danskere med en ældre iPhone slet ikke kan downloade appen på deres telefon.
Appen lagde ud med et budget på ti millioner kroner, men stod allerede i slutningen af 2020 til at koste skatteborgerne mindst 30 millioner kroner. Ifølge Frihedsbrevet skal det endelige beløb nu være endt på i alt 42 millioner kroner.
Den blev downloadet mere end 2,5 millioner gange. Over 500.000 meldte sig smittet i appen, og den var ifølge Sundhedsministeriet med til at bremse flere tusinde smittekæder.