Den stigende smitte overrasker selv sundhedsmyndighederne, og senest er flere end 4.000 personer i Danmark bekræftet smittet covid-19.
Det er et højt tal, og sideløbende med den stigende smitte har regeringen og Folketinget besluttet at indføre restriktioner i samfundet i form af genintroduktion af coronapasset.
Flere kommuner i landet har overskredet incidensgrænsen på 400, hvor myndighederne anbefaler at iværksætte smitteforebyggende tiltag.
Men hvor alvorligt står det til? Og er det mest realistiske scenario, at befolkningen vænner sig til hyppige vaccinationer fremover?
Ikke så slemt som i 2020
Professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen udlægger situationen, og sammenlignet med sidste år, siger han, er der tale om pærer og bananer.
Er epidemien lige så alvorlig som sidste år?
»Nej, det er primært de uvaccinerede, som bærer denne bølge, men problemet er, at man især i de ældre vaccinerede aldersgrupper ser en faldende immunitet. Det er den overordnede situation. Hvis man skal sige, hvor alvorligt det er, kan man slet ikke sammenligne det med sidste år, det skal man slå helt fast,« siger han:
»Der er færre, som bliver indlagt. Hvis man er vaccineret og er under 60-65 år, så er risikoen for at skulle på hospital meget lille. Vi står altså i en helt anden situation, og vi er i gang med at give tredje stik til dem, der er over 65 år, og det kan efter min mening kun gå for langsomt.«
Opnår flere immunitet gennem smitte end vaccination?
»Jeg har ikke tal på det, men det vil jeg mene. Der en hel del af dem, der bliver smittet, som er blandt de allerede vaccinerede, og derfor er det meget svært at sige, men det er klart, at der er en del af dem, som ikke er vaccineret, heriblandt børnene, som opnår immunitet ved at blive inficeret,« siger han.
Er det godt eller skidt?
»Det er et rigtig godt spørgsmål. Der er ikke 100 procent enighed inden for fagfolk. Sundhedsstyrelsen argumenterer for, at immunitet gennem naturlig infektion ikke er så god som immunitet ved vaccination. Det bakker nogle af mine kollegaer op om. Omvendt er der andre – inklusive mig selv – som mener, at den er mindst lige så god.«
Julefrokosterne bekymrer
Tønder Kommune afholdt fredag morgen et krisemøde foranstaltet af borgmester Erik Lauritzen (S), da smitten i kommunen stiger »som en raket«, lød det fra kommunens sundhedschef.
Store virksomheder er begyndt at indføre krav om coronapas for deres ansatte, og Danmarks Radio meddelte torsdag, at firmaets store årlige julefrokost vil blive aflyst i år.
Tidligere i epidemien viste det sig, at store forsamlinger var såkaldte supersprederbegivenheder, hvor mange deltagere endte med at blive smittet.
Man begynder at se, at kommuner og virksomheder tager konsekvensen af smittetallene, og julefrokoster, fritidsaktiviteter og arrangementer aflyses – er supersprederbegivenheder stadig et begreb, man opererer med, og bør man i så fald det?
»Jeg er ikke helt sikker på, om vi kan se lige så effektive supersprederbegivenheder hos en vaccineret befolkning. Det vil jeg ikke umiddelbart tro. Men det er absolut noget, vi bør operere med, i retning af at når mange mennesker er tæt sammen, har vi særlige udfordringer,« siger Allan Randrup Thomsen:
»Et af stederne, som bekymrer mig, er netop julefrokosterne. I det omfang, at de foregår under organiserede forhold – restauranter eller lignende – er der regler om coronapas, men der er ikke formelle regler hos virksomhederne. Jeg ville synes, at det er fornuftigt, at man som minimum lod sig teste, inden man gik til julefrokost.«
Skal vi vænne os til vaccinationer?
Bør man begynde at aflyse fritidsaktiviteter for børn?
»Det er igen et godt spørgsmål, for der er to modsatrettede interesser. Det er vigtigt for børnene at motionere. Omvendt kan man sige, at et af tiltagene, som kommunerne kan tage i brug, er at sørge for, at børnene kun er sammen med de samme i løbet af skoledagen.«
Hvis den naturlige immunitet har en effekt, og vi kan undgå at presse hospitalerne, er det så ikke på tide at lade smitten få frit løb?
»Teoretisk set, jo. Det, vi ikke ved, er jo, hvor mange af de smittede, der vil blive alvorligt syge, og hvor mange der får senfølger. Så det er noget risikabelt, vil jeg sige. Jeg vil ikke anbefale det som en generel strategi, for det bør være, at folk lader sig vaccinere.«
»Men der er klart, at vi er nået derhen, hvor det nok er svært at få så forfærdelig mange flere til at lade sig vaccinere. Jeg tror, at vi er ved at nå et mætningspunkt, hvor de resterende kan være meget svære at overbevise.«
Er det realistisk eller ønskværdigt, at vi alle skal vænne os til at blive vaccineret hvert halve år fremover?
»Det kan jeg ikke sige, og det tror jeg ikke, at der er nogen, der kan, fordi vi ikke ved, hvordan effekten af tredje stik er på den lange bane. Vi ved, at der er en gevinst af det her og nu, men betyder det en vedblivende forøgelse af immunitet? Hvis vi får lukket hullerne blandt de uvaccinerede med immunitet, så vil der være mindre og mindre grobund for en epidemi, og derfor vil behovet for revaccination formodentlig også aftage,« siger Allan Randrup Thomsen.



