Det var årets måske bedste leasingmulighed.

Men nu er Tesla-tilbuddet, der egentlig skulle have løbet frem til 18. december, slut.

Der er simpelthen udsolgt på Model Y-bilerne med baghjulstræk, som var indkøbt af et eksternt leasingselskab. Det skriver Jyllands-Posten.

Avisen har talt med flere forhandlere, der beretter om lange køer og nye kundetyper, der har valgt leasing frem for at købe selv.

Tilbuddet, som er gået varmere end brød fra et københavnsk mikrobageri, lød som følger:

En leasingaftale over tre år, en månedlig betaling på 3.795 kroner og en årlig kørsel på 15.000 kilometer.

Et »ekstraordinært fordelagtigt« tilbud lød det ved lanceringen fra Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen.

Rekordsalg i 2023

Tesla er på kort tid gået fra et image som luksusbil til vaskeægte folkebil.

Model Y er så rasende populær i Danmark, at den allerede i oktober slog rekorden for flest nyregistrerede biler på et år i dette årtusinde.

Tallene, der er få uger gamle, viste, at der indtil videre er solgt mere end 13.000 fabriksnye Tesla Model Y hos de danske bilforhandlere i 2023.

En del af forklaringen skal formentlig findes i, at Tesla tidligere i år valgte at sætte flere af sine modeller ned i pris. For Model Y var besparelsen på over 100.000 kroner.