Slaget om Fredens Havn slutter ikke med dommene i landsretten mandag.
Flere beboere i Fredens Havn – Erdkehlgraven vest for Christiania – blev i landsretten pålagt at betale bøder, så længe de ikke fjerner deres både, som de bor i.
Dommen betyder, at de beboerne skal betale bøder for ikke at have fjernet bådene, som Kystdirektoratet har påbudt. Desuden skal de betale 1000 kroner om måneden, så længe de ikke fjerner bådene.
Advokat Jonas Christoffersen, der repræsenterer flere beboere i Fredens Havn, fortæller, at de ikke vil forsøge at få sagen for Højesteret.
»Det vil man ikke,« siger han.
Alligevel slutter sagen ikke her.
»De er jo kede af det og skuffede over, at det gik som det gik. De respekterer dommen. Så må man finde ud af, hvad man gør fremadrettet,« siger han og fortæller, at beboerne er i dialog med kommunen.
»Det er deres bestemte håb at finde en varig løsning på Fredens Havn,« siger Jonas Christoffersen.
Det var bådbyggeren Esben Banke, der var den første, der flyttede ind i en båd i Erdkehlgraven i 2006. Flere andre kom til, og Fredens Havn blev til.
Han fortæller efter dommen i en video på Fredens Havns Facebook-side også, at man har en dialog med kommunen.
»Vi har hele tiden vidst, at det ikke var gennem det her, at vi ville finde en fremtidig løsning,« siger han på videoen.
Striden om bådene i Fredens Havn har varet i mange år, hvor myndighederne har forsøgt at få bådene fjernet.
Opmærksomheden blev endnu en gang øget, da TV 2 for nylig sendte dokumentaren »Slaget om Fredens Havn«, hvor man følger beboerne og deres kamp for at få lov til at blive. Den dokumentar har fået betydning, fortæller Esben Banke.
»Derfor kan vi glæde os over, at Teknik- og Miljøudvalget nu er i dialog med os, og at vi der kan arbejde videre med området,« siger han i videoen på Facebook.
/ritzau/