Elever, forældre, lærere og skoleledere ved, at skolerne fra onsdag lukker på grund af coronavirussen i de 38 kommuner, hvor der nu gælder særlige regler på grund af covid-19.

Men de ved ikke, hvornår skolerne genåbner, og de dermed kan forlade den virtuelle undervisning og vende tilbage til fysisk undervisning.

Det fortæller formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, og udtrykker på vegne af sine medlemmer stor frustration over den usikre fremtid efter nytår.

Ifølge Claus Hjortdal har skolelederne indtil videre blot fået at vide, at der »vil være et rul«, som han siger, fra 3. januar til 10. januar, hvor skolerne vil vende tilbage til normal undervisning.

Men, tilføjer han, skolelederne ved ikke, præcis hvad det indebærer. Som han siger, har skolerne blot fået at vide, at myndighederne »vil se på smittetrykket«.

Skolelederformand Claus Hjortdal.
Skolelederformand Claus Hjortdal. PR

Derfor foreslår han, at det allerede nu bliver besluttet, at skolerne genåbner mandag 11. januar.

»Eller et andet tidspunkt,« siger han:

»Vi vil hellere have, at der var blevet sagt, det her gælder altså 14 dage efter jul. Så havde vi en lidt længere tidshorisont at arbejde efter.«

Trætte af usikkerhed

Hjemsendelsen i de 38 kommuner gælder elever fra 5. klasse og op.

»Vi er ved at være trætte af usikkerhed,« siger Claus Hjortdal:

»Efter sommerferien har der bare været konstant uro og usikkerhed. Så er der nogle, der er smittede, så er det hele og halve klasser, så er det mellemtrinnet, og så er det overbygningen, der skal sendes hjem. Og så kommer den her besked, og efter jul er der ikke rigtig nogen, der ved, hvad vi gør.«

Han kalder det »et voldsomt slidsomt arbejde« for skolelederne hele tiden at planlægge med stor usikkerhed.

»Nu må vi så bare holde juleferie, og når vi kommer tilbage efter juleferien, kan det godt være, at der er nye regler,« siger han.

Claus Hjortdal kan heller ikke lade være med at undre sig over, hvorfor eleverne i 9. og 10. klasse også bliver sendt hjem i de 38 kommuner.

Hen henviser til, at eleverne i 9. klasse ikke blev hjemsendt, da skolerne i syv nordjyske kommuner for nylig blev bedt om at sende eleverne hjem.

»Vi undrer os over, at vi konstant får en lille smule forandrede meldinger fra Sundhedsstyrelsen,« siger han til folkeskolen.dk:

»I Nordjylland var det sindssygt vigtigt, at eleverne i 9. klasse kom i skole, fordi de skal til afgangsprøve. De må være særligt godt begavede i københavnsområdet. For de har åbenbart ikke brug for at komme på skolen.«