Efter en 15-årig dreng onsdag blev dræbt med knivstik i Husum har skolen, hvor den dræbte gik, valgt at aflyse de planlagte eksamener for 8. og 9. klasse torsdag og fredag. 

Det oplyser Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune til TV 2. Berlingske har også modtaget oplysningen. 

Skolen afholder en mindehøjtidelighed, hvor elever fra fjerde til niende klasse samles. Desuden vil der være krisepsykologer til stede, oplyser kommunen. 

Mistænkt på fri fod

Politiet har efterlyst to drenge i sagen. Politiet meddelte onsdag aften, at man havde tilbageholdt en 14-årig dreng, som man mistænker for drabet. Drengen ville efterfølgende blive overdraget til de sociale myndigheder, lød det. 

En anden dreng, som politiet har mistænkt, er fortsat på fri fod, oplyser Københavns Politi til TV 2. 

»Han er fortsat ikke anholdt, og jeg har ikke flere kommentarer til det,« siger efterforskningsleder Kenneth Hviid Simonsen ifølge mediet

Politiet har oplyst, at knivstikkeriet formentlig skete ved et busstoppested i Husum. Ofret kom med bussen og stod af ved stoppestedet ud for Humlebjerg. Her fandt en ordveksling sted mellem ofret og nogle andre. Situationen eskalerede, og den 15-årige blev stukket i brystet med kniv. Politiet har hidtil ikke kunnet oplyse, om der er tale om flere stik. 

Efter knivstikkeriet løb ofret væk og faldt om ved den en nærliggende vej. Herfra blev han bragt på hospitalet, hvor han afgik ved døden.