Når elbilejere taler højt og længe om, hvor mange penge, de med deres eldrevne køretøj sparer på de stigende benzin og dieselpriser, så kan der være mere til billedet.
Jyllands-Posten har i deres podcast 'Bilradio' nemlig sat fokus på en særlig udgift, der kan ramme elbilejere.
Det handler om bilens dæk.
Ifølge flere dækproducenter, som avisen har talt med, skal ejere af elbiler nemlig regne med oftere at være nødt til at udskifte bilens dæk.
Ifølge Michelin og Euromaster har elbiler generelt 20 procent hurtigere dækslid end benzin- og dieselbiler.
Det skyldes blandt andet elbilernes hurtigere acceleration, at bilerne oftere er tungere, bilernes dækdimensioner og deres regenerative bremseteknologi.
Slides 20-30 procent hurtigere
Jyllands-Posten har talt med de to store dækproducenter, og selvom der endnu ikke er lavet nogle større undersøgelser af tesen, så har de alligevel en fornemmelse:
»Hos Michelin har vi i en række interne test undersøgt, hvordan elbiler påvirker forskellige dækvarianter med hensyn til slitage. Selvom det ikke er strengt videnskabelige test, så indikerer de, at nogle typer af dæk på elbiler slides mere end 20 procent hurtigere end på en fossil bil,« siger Marika Hofflund, nordisk direktør i Michelin, og understreger, at der er stor forskel fra bil til bil og fra dæk til dæk.

Hun får ifølge avisen opbakning fra Euromaster Danmark, der hvert år skifter 225.000 dæk. Her fortæller salgsdirektør Lene Lodberg, at man samlet ser, at dækkene på elbiler slides op til 20-30 procent hurtigere.
12.000 kilometer kortere
Regner man med 20 procent kortere levetid på et dæk på en elbil, betyder det, at elbilen kører 12.000 kilometer kortere på et sæt dæk.
Det er, hvis man skifter, lige før dækket er slidt ned til det lovbestemte minimum på 1,6 mm for sommerdæk.
Hos bilejernes interesseorganisation FDM går man ifølge Jyllands-Posten ikke helt så langt som de to dækproducenter i deres konklusion.
Men overfor avisen erkender man, at man har haft en del henvendelser fra medlemmer, der blev overraskede over, at deres nye elbil skal have skiftet dæk oftere end den gamle bil.