Den 32-årige mand, som er sigtet for at bortføre og voldtage en 13-årig pige, skifter forsvarsadvokat.
Han har ønsket den kendte forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen, men det vil ikke ske.
Det oplyser advokat Jens Otto Johansen til Ekstra Bladet, ligesom han bekræfter det over for Ritzau.
Mandag blev manden fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for bortførelse og voldtægt. Han erkendte delvist sigtelsen, mens det er uvist, hvad han erkender, og hvad han nægter.
Umiddelbart fik han beskikket advokat Jens Otto Johansen, som forsvarede ham i grundlovsforhøret, men den 32-årige ønsker altså, at en anden skal forsvare ham fremadrettet.
Fredag eftermiddag skete der ombeskikkelse til forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen.
Han skriver imidlertid i en sms til Ekstra Bladet, at han ikke skal være forsvarer i sagen og tilføjer:
»Der er allerede anmodet om en ny forsvarer, hvilket retten og politiet er informeret om. Det sker formelt så først mandag,« lyder det.
Michael Juul Eriksen har ikke yderligere kommentarer til Ritzau og afviser at forklare, hvorfor han ikke tager sagen. Derfor er det uvist, hvem der i stedet bliver forsvarer for den 32-årige.
Voldsmænd, mordere og rockere, men …
Michael Juul Eriksen var forsvarer i terrorsagen fra synagogen i København, hvor han i byretten fik frifundet en klient for tilskyndelse til Omar El-Husseins drab på vagt Dan Uzan.
Han var forsvarer for Gimi Levakovic i Højesteret, hvor han, under ekstremt pres fra Christiansborg og folkedomstolen, sikrede, at den såkaldte sigøjnerboss slap for udvisning af Danmark.
Han har forsvaret Jønke, hvor han fik den spektakulære Hells Angels-rocker frikendt i både byretten, landsretten og Højesteret i en sag om gadevold og knivstikkeri.
Der er dog en grænse for, hvem han vil forsvare, har han tidligere sagt i et større interview til Berlingske.
Han tager ikke voldtægts- og børnepornosager, lød det.
Retten til at vælge
En sigtet person har ret til selv at vælge sin forsvarer, og det er ikke usædvanligt, at man i første omgang af retten får beskikket en forsvarer, der indledningsvis varetager klientens juridiske interesser.
Det kan eksempelvis være under et grundlovsforhør, hvorefter den sigtede beder om en anden advokat.
Hvis man er beneficeret advokat til en bestemt retskreds, kan man ikke afvise at tage en klient fra denne retskreds, men en advokat kan afvise at tage sager fra andre retskredse.
Den 32-årige mand er blevet varetægtsfængslet foreløbig frem til 11. maj.




