Politiet skærper sigtelsen mod en 33-årig mand, som tirsdag troppede op med en kniv på en psykiatrisk afdeling i Aarhus.
I første omgang blev manden sigtet for trusler på livet, men torsdag lyder sigtelsen på forsøg på manddrab.
Det oplyser Østjyllands Politi i den seneste døgnrapport torsdag formiddag.
Den 33-årige mand skulle tirsdag formiddag til en planlagt samtale på den psykiatriske afdeling på Palle Juul-Jensens Boulevard på Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Til samtalen medbragte han en kniv, og ifølge politiet truede han en ansat med den.
Personalet på afdelingen tilkaldte politiet, som rykkede ud, og politiet fik talt den 33-årige ud fra rummet, som han befandt sig i.
Efter en kortvarig anholdelse blev manden overdraget til de psykiatriske myndigheder.
Siden har politiet efterforsket sagen, og torsdag ser politiet altså mere alvorligt på sagen.
Derfor bliver den 33-årige fremstillet i Retten i Aarhus med krav om varetægtsfængsling på baggrund af en sigtelse om drabsforsøg.
Fængslingen kan eventuelt ske i surrogat, så manden vil blive placeret på en lukket psykiatrisk afdeling i stedet for i en arrest.
Det fremgår ikke af Østjyllands Politis døgnrapport, hvordan den 33-årige mand stiller sig til sigtelsen.
/ritzau/
