En 23-årig mand blev torsdag varetægtsfængslet som sigtet for at have overfaldet en 25-årig kvinde i Dianalund om aftenen 24. august.

Hun var ude at gå tur med sine hunde, da den nu fængslede mand forsøgte at overmande hende.

Han viklede to hundesnore om halsen og trykkede sig mod hende, men det lykkedes kvinden at sparke sig fri.

Det fik overfaldsmanden til at stikke af.

Politiets efterforskning førte til den sigtede, der blev anholdt torsdag klokken 08.23 - en måned efter overfaldet.

Han sigtes for kvalificeret vold og for forsøg på voldtægt.

Den 23-årige skal indtil videre sidde fængslet frem til 22. oktober.

Ritzau har ikke kunnet få oplyst, hvordan han forholder sig til sigtelsen, og på hvilket grundlag dommeren valgte at fængsle ham.

RITZAU