Nogle butikker i Herning Centret er tirsdag formiddag spærret af i forbindelse med, at politiet undersøger det, der betegnes som et mistænkeligt forhold.

Midt- og Vestjyllands Politi beder på beskedtjenesten Politi Update borgere om at respektere afspærringerne på stedet.

- I takt med, at vores undersøgelser skrider frem på stedet, vil vi indskrænke afspærringen, så snart det er muligt, skriver politiet.

Der er ingen fare på færde for naboer eller andre i området, betrygger Midt- og Vestjyllands Politi, der dog ikke deler oplysninger om hændelsen.

Ritzau har uden held forsøgt at komme i kontakt med politikredsen angående sagen.

Ronny Hviid, der er chef for Herning Centret, oplyser til Ritzau, at det er et knivstikkeri, der efterforskes.

Det fandt sted, før butikkerne åbnede, og han blev selv opmærksom på sagen, efter at der kom en masse politifolk til stedet.

Først meldte politiet ud, at Herning Centret var afspærret, men der er alene lukket for adgangen til omkring 5-6 af centrets 80 butikker og spisesteder, præciserer Ronny Hviid.

I resten af centret er der mennesker, og de besøgende har ifølge Ronny Hviid blandt andet travlt med at købe julegaver.

Herning Centret betegner sig som Midtjyllands største shoppingcenter.

RITZAU